Før kristendommen kom til Danmark fejrede man Jól. En gammel tradition, hvor man tilbad og ofrede til guderne, især Odin (Wodan).  Den kan føres helt tilbage til det germanske folk (500-400 f.Kr,), ja kan faktisk spores tilbage til år 200 i den nordiske historie,

Jól betyder vende eller dreje og var navnet på vikingernes overdådige brag af æde-, drikke- og horegilder, når vinteren vendte.
Fejringen lå dog ikke den 24. december, men blev først afholdt midt i januar, når man kunne se, at dagene igen begyndte at blive længere. Vinterfesten skulle give lys på den mørke vinter og forsikre guderne om, at menneskene fortsat tænkte på dem.

Senere med kristendommens komme rykkede man Jól-festen tættere mod Kristus fødselsdag den 25. december og Jól blev til julen.
Et halvt år senere skulle man så igang igen. Den katolske kirke havde ganske klogt valgt, at Johannes Døberen havde fødselsdag den 24. juni, og på den måde forsøgte man at fortrænge bålafbrændinger i hedensk tid, med en festligholdelse af Johannes.

Vi kender ikke navnet på denne sommerfest, og i dag er den som Sankt Hans (efter Johannes) en underlig blanding af fortid og nutid.